No TL;DR found
Da Stephen Hawking var en ung ph.d.-student på treogtyve år, fandt han ud af, at det følger som en konsekvens af klassisk generel relativitetsteori, at universet lader til at være startet i en singularitet i rumtiden, lidt ligesom den type singularitet man finder inde i et sort hul, hvor rum og tid ophører med at eksistere i normal klassisk forstand. Hawkings opdagelse understreger det grundlæggende problem i standard Big Bang-modellen. Inden for klassisk generel relativitetsteori er det vanskeligt at forstå universets begyndelsesbetingelser tæt på Big Bang. For at forstå universets oprindelse, så tænker vi normalt, at vi må have en teori for kvantegravitation, som tager over nær ved Big Bang, når energitætheden af universet er tilstrækkelig stor, og som erstatter klassisk generel relativitetsteori i disse ekstreme situationer, sådan at Hawkings singularitetsargument ikke længere gælder. Vi har endnu ikke en endelig teori for kvantegravitation og derfor heller ikke en entydig forståelse af universets oprindelse endnu. Det ville måske være ok, hvis vores univers ikke afhang særlig meget af begyndelsesbetingelserne nær ved Big Bang, og at meget generelle antagelser om universet lige efter Big Bang ville være nok til at kunne forklare oprindelsen af vores univers. Hvis det var tilfældet, så kunne vi lave forudsigelser for egenskaberne af vores univers uden at kende detaljerne omkring teorien for kvantegravitation. Men dette er ikke tilfældet. Uden en teori for begyndelsen, så er standard Big Bangteorien ikke komplet og rummer kun en mere begrænset videnskabelig forudsigelseskraft. Alligevel er vi overbeviste om, at Big Bang-teorien er korrekt, og det er paradoksalt, at det er – som vi vil se nedenfor – det samme fysiske fænomen, som både rummer den mest overbevisende evidens for Big Bang-teorien, og samtidigt leder til standard Big Bangteoriens andet store problem i tillæg til singularitetsproblemet.